Stutteri Maylie

Welsh Mountain - Welsh Pony af Cob Type

 

Lidt historie - skrevet 2007:

Hvor kom interessen for heste fra? Ja, det må guderne vide. Der er ingen – absolut ingen! – i hele min familie, der aner noget som helst om, hvad der er for og bag på en hest. Men jeg voksede op i et parcelhuskvarter, hvor den lokale rideskole lå ca. 5 minutters gang derfra, ja faktisk kunne jeg nok se den, hvis jeg stod på taget af vores garage (hvilket jeg selvfølgelig aldrig gjorde!). Så min tilgang til hestene var ridningen, og efter at have passet nogle ponyer, som var det mine egne, købte jeg min første hest – Rochas – en stor, 4-års oldenborg/fuldblodsvallak i 1980. Han krævede mere ridning, end jeg havde tid og lyst til, så jeg solgte ham til Jens, hvor han levede lykkeligt resten af sit liv.

Men undvære hestene; det kunne jeg alligevel ikke, så jeg besluttede mig for at få mig en nem, halvstor pony, gerne en hoppe, som jeg så kunne avle lidt med, hvis jeg nu ikke fik redet så meget. Det endte med en fjordhoppe, der hed Flicka, som eksteriørmæssigt ikke var verdens 8. vidunder, men til gengæld var hun 110% sikker at ride og køre. Så en dag red jeg hende til Nr. Søby, hvor Ida Gram-Hansen havde sit velrenommerede stutteri Skovly, og hingsten Cornet Halsnæs. Flicka fik så sit – og mit – første føl, Sofie Lie, i 1984, og et par stykker til i årene, der fulgte. Jeg fik mindre tid til at ride Flicka, så hun blev opstaldet på en rideskole, hvor hun gik undervisning, hvilket hun egnede sig fortrinligt til. I mellemtiden havde jeg købt mig en araberhoppe Starblaze, som var lidt sjovere at ride på, og Flicka fik så sin egen passer på rideskolen, Chirie Knudsen, indtil jeg solgte hende til en dame på Langeland. Jeg havde fået blod på tanden med hensyn til avl og udstilling, så jeg købte en medaljehoppe, Litten, som blev udset til at skulle være min stamhoppe. Jeg havde også fået rodet mig ud i noget foreningsarbejde, i en spændende tid her på Fyn, hvor der var to fjordhesteforeninger, der skulle finde ud af at enes eller slås sammen.

Nu sidder du nok og tænker: hvorfor i alverden bliver hun ved med at fable om alle de gule apparater, jeg troede, det var et welsh stutteri. Forklaring følger her: i forbindelse med foreningsarbejdet var jeg endt i udvalget for det fynske plageskue, som oprindeligt blev arrangeret af fjord og welsh-folk, og det var Knud Thygesen (stutteri Åvang) og Keld Frandsen (stutteri Fakla), der var repræsentanter for welsh-foreningen. I den forbindelse blev jeg en aften i juni 1989 ringet op af Keld Frandsen; hvad det egentlig gik ud på, husker jeg ikke, måske noget evaluering, men som den høflige mand han nu engang kan være, spurgte han til, hvordan det gik med min fine fjordhoppe. ”Tja, ikke så pokkers godt – den lå og var død ude i folden her den anden dag, og hendes få dage gamle hingsteføl forstod ikke så meget af det hele, så ham hygger jeg mig med at flaske op”. Keld spurgte så forsigtigt, om jeg så skulle have en ny hest, hvilket jeg kunne bekræfte, da Litten heldigvis var forsikret, så jeg kunne få råd til at investere igen. Næste spørgsmål fra Keld var så: Om det så ikke skulle være en rigtig pony denne gang? – underforstået en welsh mountain. Tja, hvorfor ikke? For mig var det vigtigste, at det var en flink hoppe, der kunne udstilles og bruges til avl, ikke var alt for stor (dvs. under ponymål), så var racen egentlig underordnet, dog var jeg ikke så vild med tanken om en knabstrupper. Og der blev jeg taget på ordet, et par timer senere var Keld i røret igen, han havde fundet et par hopper på Sjælland, der var til salg, og som jeg kunne komme over og kigge på, hvis jeg var interesseret. Som de fleste nok ved, er jeg ikke den lykkelige ejer af en bil, men det var heller ikke noget problem, alt var arrangeret. Hvis bare jeg ville tage toget til Korsør, så ville jeg blive samlet op af Jannie & René Jensen fra stutteri Backersdal. Som sagt så gjort, og jeg fik ”le grand tour” Sjælland rundt, så jeg kunne se welsh ponyer i alle afskygninger, super service, tak!

Turen endte med, at jeg købte Bubbly Malu, som havde et hingsteføl, Bubbly Murphy ved siden og var ifolet med Cui Mi’Lord.

Og i 1990 blev det første føl med Maylie præfix født, Maylie Malik, et yndigt rødt hingsteføl. 1990 var så også året, hvor jeg fik min debut som udstiller i welsh regi, og intet mindre end det Internationale Show i Roskilde kunne gøre det. Det var en rigtig god oplevelse, en ny verden åbnede sig for mig. Og jeg lærte også, hvad det betød, hvis man sagde: ”jeg kan da godt kunne hjælpe lidt til i ny og næ, hvis der mangler nogen” – det resulterede blandt andet i en hel dag som indpisker i den ene ring, oven i købet ”den forkerte”, dvs. den, hvor der IKKE var sec. A.

Bubbly Malu var en dejlig hoppe, som både kunne rides og køres, og som også var stabil i avlen – hun gav nemlig mange hingsteføl. Det første hingsteføl, Bubbly Moonlight var i mange år kørepony hos Marianne Seidenfaden (Dorthealyst), hvor han gik i spand med sin far Pegasus Moonstone. De næste to føl var efter Ovington Remus, nemlig Bubbly Macon, der blev kåret i 1.klasse og eksporteret til Norge, hvor han med stor succes har været anvendt i avl. Og Bubbly Murphy solgte jeg som plag til Sjælland, hvor han blev brugt til børnepony, også han kunne både køres og rides. Det blev kun til to hoppeføl, hvor det ene, Maylie Mabel fulgte i sin halvbrors fodspor til Norge og det andet, Maylie Macy har jeg stadig. Begge har arvet deres mors gode temperament, og er super gode børneponyer. Maylie Macy har fået 3 føl – alle hopper – det seneste i 2006, Maylie Dashing Mair, som jeg stadig har, og som er udset til at løfte arven fra min første welsh mountain. Maylie Macys første føl, Maylie Matita er mor til Maylie Madonna, så hun er faktisk 3. generation med Maylie-præfix (jeg fik registreret præfix hos WPCS i 1997, og alle mine ponyer er registreret der). Føllet imellem Matita og Madonna, er den skimlede hoppe Maylie Melissa, der stadig bor her i nærheden af Odense, hvor hun egentlig havnede, fordi hun skulle være selskabspony til den gamle Kilmay Polly Paint (se senere), der dog blev aflivet i 2005.

Jeg fik i 1994 muligheden for at købe sec. A hingsten Ovington Remus, og da jeg var godt tilfreds med, hvad jeg havde set efter ham, både på min egen Malu og på andre hopper, måske nok især dem efter Egetofte Minton, så jeg slog til. Jeg havde ham i tre bedækningssæsoner, hvilket resulterede i 24 føl, ganske godt gået, synes jeg, når kun tre af dem var mine egne. Han var en dejlig hingst med en stor personlighed, og han blev passet i alle ender og kanter af Kent og Ingelise Czapkowzki (stutteri Trellebjerg), indtil han rejste tilbage til Sjælland, denne gang til stutteri Stendyssen, hvor han blev til sine dages ende.

I 2001 købte jeg så to hopper af Benth Olesen (stutteri Gribsvad), den hvide hoppe Synod Pink Fizz, der havde en spændende afstamning og den brune Fronllwyd Nerys, som havde en helt anden afstamning, og som var god som dagen var lang, kunne både rides og køres. Synod Pink Fizz blev kørt til Holland til bedækning, hvor jeg havde forelsket mig i den gamle hingst, Rondeels Carino. Jeg havde tidligere prøvet om jeg kunne lease ham, men uden held, jeg måtte ”nøjes” med sønnen Rondeels Ming, som jeg havde i 1997. Den hollandske romance resulterede i Maylie Pink Fantazy, som blev solgt til stutteri Sandgården. Synod Pink Fizz selv bor nu i Sverige, hvor hun nyder livet på sine gamle dage, og får et føl i ny og næ.

Fronllwyd Nerys blev mor til de to helsøstre Maylie Nerissa, der i dag ejes af stutteri Rø, hvor hun går en fremtid som avlshoppe i møde, og Maylie Nero Nequitta, der bor i Jylland, begge palominoer efter Randan Aga-Khan.

Men welsh er jo heldigvis ikke kun sec.A. I 1991 fik jeg ”mit” første part-bred føl, jeg havde lånt sec. C hoppen Megan af Vibeke Chatham. Megan blev holdt til en dejlig OX-araber hingst El Moscha OX, hvilket resulterede i Chathams Maylie Medley, en køn dunfarvet hoppe. Og samme år lånte jeg min ”gamle” araberhoppe, Star Blaze, til at lave et ”omvendt” part-bred føl på, idet hun blev holdt til welsh cob hingsten Dorthealyst Black Jack, og fik i 1992 hoppeføllet Maylie Shapari, der i dag er ridepony her på Fyn.

Som I nok kan regne ud, var ridningen efterhånden gledet noget i baggrunden til fordel for avlen, jeg syntes, det var vildt spændende at prøve at regne ud, hvilke ponyer/blodlinjer, der kunne matches og så få et godt resultat ud af det. Dermed blev det også væsentligt at prøve at forstå nogle af de mest grundlæggende regler for genetik, og her er nedarvningen af farver den mest ”synlige” og håndgribelige, så det var logisk at starte her. Og efter en del interessante møder og samtaler med nu afdøde Gloria Møldrup (stutteri Kildemose), besluttede vi os for sammen at lave et ”farve-projekt”. Gloria havde erfaring med avl af katte, hun havde tabt sit hjerte til den sjældne og udrydningstruede kenyanske race, Sokoke, som der på det tidspunkt kun var omkring 50 kendte/registrerede eksemplarer af i hele verden. Der var det tvingende nødvendigt at lave en avlsplan for at undgå så lidt indavl som muligt, meget spændende, når man synes genetik er sjovt. Normalt er Sokoken almindelig gråstribet, men pludselig dukkede der vanilje-farvede killinger op, med blålige øjne, og kun svage antydninger af kanelfarvede striber, interessant ”mutation” rent farvemæssigt.

Nå, det var lidt af et sidespring; vi besluttede os for at købe en broget pony-hoppe, og så bedække den med ensfarvede hingste, primært welsh, for at prøve vores ideer af. Vi fandt Kilmay Polly Paint (en hoppe af ukendt afstamning – præfixet Kilmay er dannet af de tre første bogstaver i hvert vores præfix KILdemose og MAYlie), som fik 4 brogede føl med 4 ensfarvede hingste, heraf to sec. A (Kilmay Pretty Palett e. Ovington Remus og Kilmay Pixie Pie e. Rondeels Ming) og en sec. C (Kilmay Prince Pantani e. Porchin King), samt en hoppe, Kilmay Precouis Padisha, efter fuldblodshingsten Helenikos XX. Denne hoppe fik siden et broget hingsteføl, Maylie Pablo Paparazzo, efter cob hingsten Talon Toreth. Så summa summarum, det blev der ikke meget genetik-lære ud af, når nu alt blev broget, bortset fra, at vi kunne gætte på at Polly måske var homozygotisk for den brogede lød, men mon ikke 4 føl er i underkanten for at kunne bevise noget, rent statistisk?! Men om ikke andet, så fik vi lavet en lille flok brogede part-breds.

Jeg har stort set fra det øjeblik, jeg fik kendskab til welsh familiens mangfoldighed været tiltalt af sec. C. Måske lidt af et levn fra min fjordhestetid, selv om det ikke er fair for nogle af de to racer at drage for store sammenligninger, men størrelsen og robustheden har de i hvert fald tilfælles. Det er en model, der kan bruges af både børn og voksne, så i mine øjne er de særdeles anvendelige til mange formål.

Og når man i sec. C kan få disse egenskaber, samt et smukt udseende og et godt temperament, så havde en sådan hoppe længe stået øverst på ønskesedlen. Jeg havde kigget meget rundt omkring på kåringspladserne i løbet af årene, men uden at ville fornærme nogen, så synes jeg ikke, jeg kunne finde en, der var ”god nok” herhjemme – eller i hvert fald ikke en, der passede til min forestilling om det, jeg ønskede mig. Og det med at købe en i Wales, det var også lidt af et spring at skulle tage, jeg syntes stadig ikke, jeg var erfaren nok til at turde, så der var ikke andet for end at se tiden an.

Nu er det jo sådan, at det at være welsh-enthusiast heldigvis medfører en del rejser i ind- og udland, så man kan se på ponyer en masse. Jeg har haft rigtigt mange gode ture – primært med Ann Louise Jørgensen (stutteri Clausholm) – hvor vi har hærget England/Wales, Holland, Tyskland osv. for at se shows, kåringer, auktioner og invadere diverse stutterier undervejs. Der har været interessante og uforudsete oplevelser, bl.a. en tur til en aflyst Fayre Oaks auktion, en anden til hollandsk hingstekåring, hvor hotelværelset blev booket i sidste øjeblik, hvilket resulterede i en meget populær suite, der blev brugt af stort set alle andre end os selv. Men det primære har været at se på ponyer for at lære mere om welsh-avlens finurligheder og se så meget forskelligt som muligt, så jeg kunne finde ud af, hvad jeg selv ville foretrække.

Da vi var til Internationalt show i Holland i 2000, så jeg pludselig på 100 meters afstand sec. C drømmehoppen, Rhosymeirch Sian – selv om jeg faktisk var solidt plantet ud for sec. A ringen. Jeg måtte fluks finde ud af, hvem der ejede hende, og om hun eventuelt var til salg. Selvfølgelig viste det sig at være en af Englands mest velhavende (tror jeg nok) welsh-avlere, Mr. Panayiotou, der netop havde købt hoppen til sit stutteri, så den var absolut ikke til salg – og hvis den endelig havde været det, så tror jeg ikke min bankmand ville være med på ideen.

Så det var tilbage i venteposition. Der skulle gå 3 år, før der skete noget. Pludselig fandt jeg i 2003 på Internettet en hoppe til salg i England, som var ud af drømmehoppen! Den måtte jeg bare eje – kan man ikke få moren, må man jo ”nøjes” med datteren. Damen hed Rhydeilian Seren, og var efter Menai Cadfridog. Hun så ud til at opfylde de fleste af mine ønsker, hun var 5 år, havde været showet, var ikke for meget ”krydsningspony”, idet hun er ren sec. C i 3 generationer, hun var tilredet (jeg havde en drøm om at begynde at ride lidt igen), og så efter billedet at dømme ganske fin ud. Efter at have fået lidt flere billeder og oplysninger, var købsaftalen en realitet – min første sec. C hoppe blev købt over nettet, ubeset! Da jeg primært ønskede mig en avlshoppe, og Rhydeilian Seren aldrig havde haft føl, betingende jeg mig, at handelen kunne gå tilbage, hvis det viste sig, at hun af fysiske årsager ikke kunne komme ifol. Det var en af grundene til, at jeg valgte at få hende bedækket, inden hun skulle rejse her til Danmark, og en anden grund var selvfølgelig at jeg kunne få et føl efter en hingst, der ikke var så ”kendt” herhjemme, og dermed få lidt andre blodlinjer til landet. Valget faldt på Synod Reason, hvilket i 2004 resulterede i et dejligt rødt hingsteføl, Maylie Selwyn, der blev solgt til Stutteri Fjordglimt, hvor de første føl efter ham er kommet her i 2007.

Rhydeilian Seren fik i 2006 et brunt hoppeføl, Maylie Serafina, et herligt føl, som umiddelbart havde fået de egenskaber fra faren, Rytterbjergets Infinity, som jeg havde troet på, han kunne tilføre og forbedre et afkom med i forhold til Rhydeilian Seren. Da kåringen samme år var i Odense, så skulle jeg da have så mange ponyer med som muligt, og selvfølgelig også de to (og endnu en gang tak til alle de hjælpere, der gav en hånd med i den silende regn!). Jeg må nok sige, at de til fulde indfriede alle mine drømme – og lidt til! Rhydeilian Seren blev kåret i 1.klassse fløj, blev reserve hoppe champion og reserve supreme champion sec. C, og Maylie Serafina blev reserve ungdyr champion sec. C og vandt titlen som bedste føl af alle sectioner – bedre kunne det næsten ikke blive! Jeg må ikke glemme at nævne, at Maylie Dashing Mair blev nr. 2 i sin klasse for sec. A hoppeføl, og at Maylie Macy og jeg kom på en delt 4. plads i Old Ladies Cup, så den kåring var nok højdepunktet i min welsh-karriere so far.

Som nævnt tidligere tager jeg gerne af sted på ”pony-kigger-tur” til udlandet, en spændende, lærerig – og farlig beskæftigelse! Det kan ende med udvidelse af bestanden, det er sket et par gange. På en tur til Wales stod der pludselig den kønneste lille brune sec. C hoppe på en mark, og stutteriet skulle i store træk nedlægges, så jeg kunne da ikke gøre andet end at købe hende, vel? Så i november 2005 landede en lidt reserveret, men dejlig flink Khan Jessica her i Danmark.

Sidste indkøb er den nu 20 år gamle palominofarvede sec. C hingst Cefn Lyn, som jeg faldt over på en smuttur til Tyskland, hvor vi egentlig bare skulle samle en hingsteplag op. Cefn Lyn er efter den legendariske Lyn Cwmcoed og hans mor er den lige så berømte Cefn Moonlight – rigtigt gode gamle blodlinjer, som jeg bare måtte eje, inden de forsvandt. Han bedækkede begge mine hopper sidste år, og det første føl leverede Khan Jessica her d. 10/4, et skønt brunt hoppeføl, Maylie Jocelyn, med masser af krudt i, så mor har travlt med at holde øje. Og 1/6 nedkom Rhydeilian Seren med endnu er hoppeføl, denne gang sort/sortbrunt med blis og 4 sokker, der har fået navnet Maylie Silwet (= silhouet).

Jeg vil fremover koncentrere mig mest om sec. C, og synes selv, jeg har fået mig et par gode hopper som udgangspunkt, for selv om de er noget forskellige i type, så har de hver især nogle kvaliteter. Rhydeilian Seren har til fulde indfriet mine forventninger, både som avls- og ridepony, jeg fik faktisk gang i ridningen igen, da jeg fik hende. Hun blev opstaldet på min ”gamle” rideskole, så jeg var der stort set hver dag i 3 år, og har fået redet da nogle mormor-ture i den lille skov, der er ved siden af. Men da jeg ikke kan beholde dem alle, har jeg efter store overvejelser valgt at sætte Rhydeilian Seren til salg, og beholde hendes to dejlige døtre, Maylie Serafina og Maylie Silwet til at føre hendes blodlinjer videre. Så hvis du mangler en super-hoppe, så er her chancen - ovenikøbet er det en 2-i-1 pakke, idet hun er drægtig med Cefn Lyn igen.

Endelig skal nævnes at det er lykkedes for mig at få fingre i den pragtfulde hoppe, Popsters Kerry-Gold. Jeg kunne ikke købe hende, men har fået lov til at lease hende et år med henblik på at trække et føl på hende, så hun er nu bedækket med Cefn Lyn. Tak til Suus og Peer for denne fantastiske mulighed - vi krydser fingre for et dejligt føl til næste sommer.

Det skal lige nævnes for dem, der ikke ved det, at jeg bor i en lejlighed midt i Odense, og kan vel så dårligt tillade mig at kalde Maylie for et stutteri. Men mine ponyer – også dem, der ikke har fået plads i denne historie – har altid været ”udstationeret” hos forskellige dygtige og kompetente passere, og lige nu bor de fleste på stutteri Dahlsminde på Langeland, hvor de har det som blommen i et æg hos fam. Laulund-Pedersen, der passer dem efter alle kunstens regler. Det er et nystartet sec. B-stutteri, den første hoppe de fik, var faktisk en jeg ”prakkede” dem på, Love Joys Moonlight, som jeg var kommet til at købe (selv om jeg ikke ville have sec. B!), og siden er endnu en hoppe kommet til. ”Stutteri-mesteren” på Dahlsminde hedder Chirie Laulund-Pedersen, og dem som kan huske, hvad der stod i starten af denne lange historie, vil kunne nikke genkendende til i hvert fald fornavnet, som er lidt usædvanligt. Jo, det er den selv samme Chirie, som i tidernes morgen passede min første fjordhoppe Flicka, så nu er ringen sluttet.

Lidt sidste visdomsord fra mig omkring avl kunne være noget i retning af: find ud af, hvad du vil have og kan lide, vent – tålmodigt! – til du finder det, vær åben for at prøve noget nyt og anderledes, vær parat til at selektere, følg dine egne ideer, lyt og kig på alt, hvad du kan omkring welshponyer, og tag det til dig, son du kan bruge, for at nå dit mål.

Welsh-verdenen er vidunderlig, den har bragt mig mange gode oplevelser, arbejdsopgaver og venskaber på tværs af landegrænser.

Tak for opmærksomheden – se mere rundt omkring her på siderne.

Charlotte Jensen

 

Charlotte A. Jensen
Døckerslundsvej 2C, st.tv. - 5000 Odense C
Tlf.: +45 - 65904550 / Mobil: +45 - 28836175

E-mail: info@mayliestud.com